Carsten René Nielsen, Geart Tigchelaar

Carsten René Nielsen

logo.ensafh

Dichter: Carsten René Nielsen
Kamera, bewurking en ûndertiteling: Geart Tigchelaar

De fjirde út in rige koarte filmkes dêr’t Deenske dichters yn oan it wurd komme oer wat it foar harren betsjut om dichter te wêzen.

 

Indsamling

“Se, dén sky ser ud, som var den syet sammen med grove
sting,” siger jeg for at aflede deres opmærksomhed, da to
yderst velklædte kvinder rækker en raslebøsse frem mod
mig, men de ser bare surt på mig. Folk skal da også have
hjælp til at klare det mest elementære, tænker jeg. Først
var det døden og ensomheden, nu dette. “Jeg har desværre
ingen sedler,” lyver jeg og kommer en knap i raslebøssen,
men kvinderne lyser op i et smil: “Det var lige dén knap, vi
havde brug for, nu kan vi endelige knappe skyen ordentligt,”
siger den ene taknemmeligt, og alle tre kigger vi op.

Ynsamling

“Sjoch, dý wolk sjocht derút, as wie dy oaninoar naaid mei
grouwe stekken,” sis ik om harren oandacht ôf te lieden,
wannear’t twa tige goed klaaide froulju my in kollektebus
foarhâlde, lykwols sjogge hja allinnich mar noartsk nei my.
Lju moatte ek altiten help hawwe om it meast elemintêre
te ferklearjen, tink ik. Earst wie dat de dea en iensumheid,
no ditte. “Ik haw spitigernôch gjin briefkes,” liich ik en doch
in knoop yn de kollektebus, mar de froulju ljochtsje op mei
in laits. “Dat wie krekt dý knoop, dy’t wy nedich hienen, no
kinne wy einlings de wolk fatsoenlik knoopje,” seit de iene
tankber, en alle trije sjogge wy omheech.

Biograf

Efter at snakken blandt publikum er forstummet, kan man
begynde at ane nogle hviskende stemmer inde bag ved lær-
redet. Så høres et par hastige skridt, noget som tabes på
gulvet, en dør som smækker. En tid er der stille, så lyder de
hviskende stemmer igen, og sådan veksler det mellem stil-
hed og lyden af stemmer. Da jeg på vej hjem beklager mig
over dan manglende film, får jeg at vide, at jeg ingen indle-
velsesevne har. “Det er ikke mennesker, når de er fiktive, der
har min interesse,” prøver jeg at forklare, men naturligvis
forgæves. Den, som vi taler til, når vi taler med os selv, får
altid det sidste ord.

Bioskoop

Nei’t it praten ûnder it publyk ferstomme is, kin men
begjinne guon flústerjende stimmen efter it doek gewaar
te wurden. Dan heart men in pear hastige stappen, eat dat
op de flier falt, in doar dy’t tichtklapt. In skoft is it stil, dan
klinke de flústerjende stimmen wer, en sa wikselje de stilte
en de lûden fan stimmen inoar ôf. Sadree’t ik op wei nei hûs
my beklei oer de ûntbrekkende film, krij ik te witten, dat ik
gjin ynlibbingsfermogen haw. “It binne gjin minsken, as dy
fiktyf binne dy’t myn ynteresse hawwe,” besocht ik te fer-
klearjen, mar fansels omdoch. Dejinge, dêr’t wy mei prate,
wannear’t wy mei ússels prate, krijt altiten it lêste wurd.

*

Carsten René Nielsen
Oersetting: Geart Tigchelaar

Reageer op dit artikel

avatar
  Subscribe  
Abonneren op